top of page
c_Fotor.jpg

"N.O.X."

mixed media and sound, Delfi Malmö

2020, 65 X 35 cm.

f_Fotor.jpg

A҉Uβα๔ ᗴ 

Poem for "Divas", book by Longetti 2020 (http://longetti.dk/divas)

“Miss Moore:”, you call. “Ohh shake me up, shake me in, pull me forth and drag me out, will you?

 

I see how in between my

 

consciousness and actions, intentions does not come through.          In loose groups they fly and leave naive, rough and half-finished marks.     But I see it only in quiet moments at home, when the sun    my skin and music the room.”

 

          “Ohh, umhumhu humm.. ahh, ahh ahh, ohh, ohh ohh.., yeeeeeh, ihh, ih ihh, uhh, uh uuu..” she interrupts.

 

 

    “In the entwinement of what is controllable and uncontrollable to us. Here;

            make sense, here

 

we sense and here; avoid the void, the neo-void, the loss

                                                                                                  of ourselves,” you finish.

 

She has stepped forth, and so the next step             must come. Miss Moore

has dragged herself from the edge of the seat

                                                                                   to the floor of Delfi,

 

Malmö. She was for summoned to do a            final act, a first act. How

 

would she Carry along?

                           A dreadful, dying energy           was tearing

         her/him/them apart from the rest.              Ohh lord,

how deep the scar between them?                            She, who does not cum

in vain, who steps on broken glass with glee,                who always answers your call in the forest. How could she Carry along?                  The night approaches her, and darkness prevails. Down and              down into the abyss of mind no actions can prevent. No actions           can prevent.

                          In time, all will fall from grace.             All but her.          Kudsji Carry Moore, who never came to be,         but always is

in motion. Through the empty, white fog         she shines deeper and darker than aether.

Yes, she is gorging herself on your infected, benumbed life.

 

-Space of that which never came to be

                              -Step of all that went wrong

                              -Feel the stretch for that which no longer is

                              -See actions that may come

 

 

Miss Moore hi§§ƨeƨᵴ;        “Ohh I don´t know whymmmmooooo-uuuuhhh... I hear a sound of an abundance of rain...

haman da aka ata rata deda paka sonda ata anvo osa tata rike eke balda ata rike didi asha da.”

 

                                                              𝓣нE ᒪ๏几𝔤 𝓝𝐀Ⓘㄥ𝐒 𝓼𝕥尺ᗴ𝕋cHєѕ                                                                ŦĦᖇỖU𝐠ħ 𝓉𝓱€ 𝓐丨я, ¢𝕦𝓻𝓋єѕ 𝐚ᔕ                                                                     ι𝒻 𝓈𝐡𝒆 ʷ𝒶𝓝ᵗŞ S𝕠ᗰ乇𝓣𝕙ᶤ𝔫Ꮆ eˡѕ乇.

 

 

       “Cast the Seed into the Field of Night,” Kudsji sizzleᵴ.

But you are blinded by light.

With the words drawn inwards in cute marks, you call and call: “intentionally” “intensity” “ identity”!            So desperate! But JC repeat until “you” are no more! Ease, ease, ease...

 

 

 

There you go.                                    Deep breaths in crystal sea.

           Basking in the tranquility of vacuum,

 

yes in the belly of the system, in heavy heavy heavy moonlight you lay. It slows each impulse down to indecision. The gloaming of your calling will release tensions. There be a frustration in your lazy acts of instant pleasures, and so warily you let go of the bouquet. But it will help your decapitated consciousness to float. Turbid water, intentions sinking.

 

                                     “fike hata anda ata oro bata rata ande eke eke monda rasa da.” Her step-like vibrations absorb and reabsorb effectively       the sense, as soon as it is produced. Miss Moore is twisted, you see. Yet, there is a stretch for something. A breach for someone. A reaching hand.

h_Fotor.jpg

Ingenting giver mening, så

Jeg vil omfavne ingenting, først bagefter kan jeg se det.

At det er alting, at ingenting kan give mening.

 

Mit ekko går ned ad trappen. Det drejer sig om sig selv for at følge udformningen. Et trin, som er kopieret 91 gange med 360°s forskel. Med 0°s forskel. Der er spot lys, vendt så man kan finde fodslag. Gelænder, så man kan undgå at miste fodfæste. Og venyl, så man kan fjerne fodspor.

 

Mening er afhængig af meningsløshed. Men udefra set, er der ingen mening i det. Det er en ring uden retning. En evig rotation fra balance til ubalance igennem dit lysende og mit mørkende. Fra venstre orienteret mod højre orienteret mod naturens mekanik. Væk fra kulturens autopoiese. Et bølgemørke af overskridende diagonale ringe ruller voluminøst. Tilbage. om dionysisk til apollinsk. Det beherskede lys falder afklaret i optegnede former. Opretstående rektangler i en irammesat retning.

 

Der er en rundgang, en vamp, et riff, en gang til til et omkvæd. En gang til en spindeltrappe, en dna-streng. En dna-streng, som hvirvler på en tom scene, og krøller døgnrytmen i fraktaller som i en kæderække af tornadoer pisker skruen uden ende, med et pust som en serpentin, mod hukommelsestab.

Og de danser sønderhoning, de danser pioetter, de dansende dervish. En vejrtrækning efterfølger en anden i stadigt langsommere og hurtigere tempo. Og bevægelserne looper. Repiterer et resumé.

Sådan kommer hukommelsen ustandseligt tilbage. Sådan kommer hukommelsen ustandseligt tilbage.

 

Kan ikke finde rundt på Kunstakademiet.

Du cirkulerer med den varme luft op ad trappen.

Kigger ud ad vinduerne, men fortsætter.

Ser en glasdør, en hvid væg. Måske en anden.

Måske en anden kommer ind og går op. Går op i noget andet. Med nogle andre, som følger efter eller går foran. Mod endnu en etage som så mange andre bagefter.

Du bevæger mig, men vi skal videre.

Tanken om fremgang er følelsen af mening med at føde sig selv med sit eget udgangspunkt. Eller at føde sin modsætning med sit eget udgangspunkt.

 

Verden er en andenordens kybernetik. Om du vil det eller ej, så giver det mening eller ej. Du siger: Jeg føler mig slet ikke, i lav grad, i nogen grad, i høj grad, i meget høj grad i kontrol og har konstrueret en kompleksitet. En kunstig intelligens, som automatisk regulerer indput med output. Jeg har organiseret en gruppe, som kommunikerer systemanalyserne af den kunstige intelligens.

Vi vælger vores egen omverden, vi er kun modtagelige overfor hvad der afhænger af vores system.

 

Mit eneste produkt er mig selv. Det er autopoiese. Verden afhænger af indre tilstande og outputet af dens forhistorie. Af ufrivillig påvirkning siger du så, på en skala fra 1 til 7, hvor 7 er meget enig.

Men selv forhistorien har vi sat på drejeskive, og sender den afsted mod et andet udgangspunkt.

Alligevel svarer jeg spørgende: 7?

 

Sætter øret mod munden, og hvisker positiv feedback. Og min hvisken eroderer celler. Og cellerne finder mening, som tilbagekobler mening. Indtil de pulserende griber en så høj frekvens af mening, at hjertet stopper og tinitus synes uendelig. Det er højstemt, det er melankolsk og det er kun her på spindeltrappen i elfenbenstårnet, at vi har overskud til ikke at overskue.

 

(fra performance og lydinstallation til Rundgang 2015)

"Nytårstale" eller "Skulle jeg lægge mig med døden, min brud?"

Dette er en samling ord,

halvmætte og halvfulde.

Arret og tyngede af erfaringer møder de englene Azrael og Michael. De møder Ankou, Anubis, Aurora Borealis, Barnumirr, Charon og Daena, Epona, Freja, Hermes, Jizo, Perephone, Valkyrier, Lys-væsner. De møder bier, fugle, hunde, ræve, delfiner og heste, shamaner og spirituelle guider.

På vejen gennem 8760 timer smuldrer 2016 imellem linjerne på dem, men de er klar til endnu et år.

For selvom de har sultet sig tomme, er blevet slået bevidstløse og druknet i dybet. Taget til fange, tortureret og efterladt med ingenting. Selvom de er blevet undertrykt og ignoreret. Skudt i jorden og bombet i himlen. Gået fra hinanden, forsvundet og sat forkert, så er de her stadig.

”Samsara salabim” og med ét skal bordet endnu engang dækkes og ordene indtages.

De indtager 2017, som de indtog de mange år forinden. Og det eneste disse ord skaber, er kopier af dem selv, som kan gentage dem på ny.

Dette er en ufuldstændig samling ord, som mest af alt mangler håb. De er skrevet i en opløst tid uden visioner.

Nu i nat, er et skel til det nye mulig. Udover psychopomps, så er det også synderne der møder dem i overgangen, som kan udrenses, når ordene springer ud i det nye år. Så lad os skåle for, at disse ord tager form af fornyet håb i mødet med 2017 (2021).

 

Det er hav. Så bølgerne af dråber, af fugleflokke basker højt mod endeløsheden og falder dybt ned i det mørke narrativ. Basker højt mod den tynde, vage luft der udhuler farverne og efterlader kolde konturer, som styrter. Plasket er tungt og ekkoer igennem vandets olierede hudlag. Bølgerne følger. Igennem de synker. Omfavnede af først varme minder siden fastere greb, men når ikke helt ind til benet, til essensen.

Dernede er der i grunden meget vi har glemt. Så det er intet mere end følelser siger du? Men det er hav, så jeg kan ikke helt tænke klart, og finder det derfor svært at se igennem dine ord. Svært at se igennem dråberne for mine øjne. For dine øjne? For dine og mine øjne mødes, som vandet møder luften i skorpen. Og jeg forstår ikke længere om det er dine øjne der ser op, eller mine. Eller om narrativet om dig er skubbet op af mig. Om dine bask er forsøg på at nå op til det os, som i virkeligheden ligger dybt dernede. Dybt dernede, hvor vi aldrig når ned. Hvor vi er en fantasi. Hvor vi i skorpen dog i det mindste er. Som et dig og et mig. Som en sårskorpe, der aldrig heler. Saltet skyller over dig og mig, og bryder sætningerne op. Bølge på bølge på bølge på bølge.

 

 

(tr

En

”Na. Der star en bolig tom pa

Struktur limet sammen.

Om hvilke handlinger der er gjort. ”Det nar ikke l

Om eftermiddagen falder solen sa smukt igennem t

 

(tr

En ældre

”Nå. Der står en bolig tom på

Udtalt objekt.

Struktur limet sammen.

Om hvilke handlinger der er gjort. ”Det når ikke længere

Om eftermiddagen falder solen så gyldent oplyst

 

En ældre fyr samler æblerne i cirklen om træet. Nede på knæ kaster han dem, uden at kigge, i trillebøren... Ned af bakken.. og vælter ud over bålstedet.

”Nåh! Der står en bolig tom på ældrecentret.. Det er ærgerligt, ingen spiser æblerne”, siger han.

Ud-talt objekt.

Struktur limet sammen.

Hun taler om hvilke handlinger der er gjort. ”Det når ikke længere end her til”. Ser i en rude, ”Hov. Var det bag mig taget faldt ned?” Går som så mange gange før ad den nye sti. ”Her ligger en opgivelse”.

Tror hele tiden jeg ser én i vinduet. Defineret krop. Fortidig væren nu.

Vi jagter nu og da hvad vi var væk.. Henfalder mod.

Om eftermiddagen falder solen så gyldent opløst gennem tæppet mod mig. Med et spørgsmål og søger efter et svar. Det støvregner i mine tanker. Mit ben sover, for har ligget for længe. Blevet til et fænomen og en æstetik. Rododendronen og tulipantræet blomstrer for anden gang i år. ”Der er en spænding imellem dem”, siger hun.. Imellem rummene. Imellem ham og mig. Før vi mødtes, før jeg mødte nogen, skrev jeg;

 

Frønnet ligger du i September; sommerens

8 minutter gamle stråler.

Jeg snakker til dig.

Æblernes kød er smeltet ned i græsset. Det er

ikke længere klart...

Til stede er din lugt, men lugten er så mættet af mig.

Jeg snakker til dig; September, som er indtrykket af liv, som bløder og skørner mig.

 

En yngre fyr lægger sig i ly i stalden ved æblerne. Et sted mellem at samle og opløse sig, falder han ind i tågerne i sig selv.. i ham.. i Møllegade 12.

”Nu! Der står en tanke tom på hjernen.. Det er ærgerligt, vi lå så tæt uden at mødes”, siger jeg.

Nej, jeg fik slettet teksten og måtte genskrive den. Falm´ væk og blus op.

Det blev ikke helt det samme som sidst.

Det fortsætter også i det der er fraværende (Selde, 2018)
Det fortsætter også i det der er fraværende (Selde, 2018)
Det fortsætter også i det der er fraværende (Selde, 2018)

"Det fortsætter også i det der er fraværende"

Sti, fotoprints, tekst, skulptur, Skulpturlandsbyen Selde 2018

bottom of page